|
|
Volquards Slægten
Volquards slægten kan med sikkerhed føres tilbage til Volquart Nielsen, der blev født omkring 1665 - 1670 formentlig i Stepping sogn, hvor han døde i 1716. Han blev gift med Gertrud, hvis efternavn ikke kendes. De fik 6 børn. Sønnen Niels Volquartsen bosatte sig først i Barsbøl ved Jels. Sandsynligvis boede de på et husmands- eller boelsted, der tidligere tilhørte Annas første mand. Niels overtog så ejendommen ved indgåelsen af ægteskabet med Anna. Efter hendes død, blev han boende på stedet, hvor han også boede med sin anden hustru Else. Mellem 1743 og 1744 flyttede de imidlertid til Skrave sogn, hvor familien erhvervede et husmandssted, der hed "Krybilye". På den måde kom Jels og Skrave sogne til at spille en betydelig rolle i slægtens historie.
Slægtsnavnet har været skrevet på flere forskellige måder bl.a. som Volquards, Volqvarts og Volqvartsen.
En tipoldesøn - Frederik Iversen Volquards - bosatte sig i Stepping sogn, hvor han sammen med hustruen Marie Hansen Junker fra Jegerup grundlagde vores del af slægten. Frederik og Marie boede i henholdsvis Kolstrup og Stepping vest for Christiansfeld. Frederik var beskæftiget som daglejer i landbruget.

Marie og Frederik på guldbryllupsdagen.
Junker Slægten
De ældste i slægten kom fra bl.a. Maugstrup sogn, Skrydstrup sogn, Kliplev sogn og Feldsted sogn. Det er imidlertid Jegerup sogn, der er det centrale sogn i slægtens historie. Her opstod navnet, da børn af flere personer i slægten kort efter år 1800 begyndte at give børnene efternavnet Junker. Hvorfor det skete,ved jeg ikke. Junker er imidlertid et gammelt Jegerup navn, og der har været flere slægter i sognet, som bar navnet. Jeg har ikke kunnet påvise forbindelse mellem slægterne.
Søg personer i slægten.